(Forspil)

I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglenes glade sang,
der er idyllisk stille fred i
skovens ensomhed,
og hjertets længsler tier her,
hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, aftnens fred
sig stille sænker ned.

Fritz Andersen 1868