(Forspil)

Mine fødder, de er varme,
jeg er tryg og veltilpas,
her er ingen klamre-arme,
jeg kan roligt gi’ den gas.
Jeg er ikke kvindehader,
men på vagt for smiger, list.
Der står kvinder bag ballader,
kunstens muser, det er vist.

Og de synger deres længsel:
”Alle burde være to”,
men det bliver tit et fængsel,
hvor slet ingen ting kan gro.
Har de børn, må begge tåle,
holde sammen, holde ud.
Men poeten, han vil stråle,
vifte med sin charmeklud.

Digter fra sit lune gemme
med sin vigtig-Peter-pen.
Er der faktisk nogen hjemme?
Hopper muser mon på den?
”Vil han nogensinde holde
varmt og kærligt fast om mig?
Når hans fødder bliver kolde,
skrider han og går sin vej!”

Og der går en sky for solen.
Ved det kolde Kattegat
står en enlig sjæl på molen,
hun går hjem før det bli’r nat.
Sine fødder går hun varme,
hør, hun synger på sin tur:
”Kald blot sol til hjerte-barme,
lille tapre troubadour.”

Frank Colding 17. december 2016