(Forspil)

Ikke fler’ pointsystemer,
blanke præstationsemblemer,
jeg har fået nok.
Lad mig græsse i spinaten
fjernt fra konkurrencestaten
og dens pumpestok.
Lad mig dovne, lad mig være
uden mål og med og ære,
tulle som et barn,
drysse rundt og lade ligge.
Nej, jeg gider faktisk Ikke
regne det som ran.

Jeg er ikke nogen røver,
jeg har klaret dagens prøver,
jeg er godt tilfreds
med de ting, som jeg har ydet,
hvad jeg gjorde, har betydet.
Ikke mere stress.
Nu, min indre arbejdsgiver,
ikke fler’ salamiskiver.
Bare falde ned.
Hjertet kalder på dig, roligt.
Stjerner lyser mildt, fortroligt
deres sjælefred.

Her er hjemligt i min stue.
Selv om jeg er uden frue,
er her lunt og rart.
Jeg kan endda selv servere
kaffe, regne og addere
timetallet klart.
Og det er en leg at tælle!
Selv om det kan overvælde,
er det mest en sport.
Livet danser under solen,
falder ikke hen i stolen
sløvet af komfort.

Tælleriet er en bremse,
hvis jeg gør en hidsig remse
af kontrol og krav.
Bruger jeg en venlig måde,
kommer Pegasus den kåde
ganger rask i trav.
Så, når morgensolen stiger,
tæller jeg fra ét til fire,
mens jeg uforsagt
intonerer kammertonen,
former livet og pensionen
i en skaberakt.

Frank Colding 18. august 2019