(Forspil)

Jeg vil sætte ild til verden
med lysende ideer.
I mit hjerte flammer kerten
min sjæl, hvad vil du mere?
Vil du lutre mig med ild
og gløde verdens slagger,
uden at jeg bli’r for vild
og tåger rundt og rakker?

Jeg ku’ (herligt!) dirigere
lidt vanvid til min gruppe,
som tålmodigt nu sorterer
i aks og strå og stubbe.
Før jeg øste af min spand
(min gaveregn af planer),
var der forurenet vand
i byens køkkenhaner.

Kedlen stod på elkomfuret,
hvor vandet skulle koge
to minutter, efter uret,
ifølge vandværks-kloge.
Nu har folk og vise mænd,
(dem selv og jeg synkrone),
skaffet lifligt vand igen,
mens ånden steg en tone.

Vi er ikke bare dele,
enhver forbruger, tolder.
Verden er et samlet hele,
Vorherre opretholder.
Han er ilden i min tro,
ser mine falbelader,
er hos mig i nattens ro
og når jeg morgenbader.

Radiosang og kaffefløde,
det meste gik i orden:
Gruppen kalder jeg til møde.
Et værk er i sin vorden.
Tak, min Gud, for ild og vand
og dampen på kanalen.
Nynner i mit velfærds-land
med sol i hjerte-gralen.

Frank Colding 5. september 2020