(Forspil)

Jeg er min arbejdsgiver,
som holder mig i gang,
og sidder her og skriver
min arbejdsgiversang.
Har alt hvad der skal bruges
til dagens produktion,
de dimser, der skal skrues
i denne kreation:

En lille æske verber,
en skål med tillægsord,
en ny syntaksforstærker,
og urtepottejord.
Lidt håndværksmæssig klampen,
en skælven i min hånd,
et strøg på olielampen,
et drys forfinet ånd.

Og se; i alt det skabte,
er fællesskabets spor,
en heling af det tabte,
en lille blomst, der gror
i vindueskarmens krukke
af urtepottemuld,
og ud af dette smukke
bli’r frø til næste kuld.

En vissen, trist forgrening
fra min akilleshæl
forvandler sig til mening
og glæde i min sjæl,
nu jeg går rundt og vimser
om hverdagslivets blomst,
og skruer lidt på dimser
i sprogets forekomst.

Hov; uret viser seksten,
så skal jeg holde fri,
og sige tak til gejsten
for digteenergi.
Hvad er det vi har fundet?
En hermeneutisk ring.
En lille krans er bundet
af nærmest ingen ting.

Frank Colding, 2005-11-10