Sofie; hun var sangsolist
på livets store scene,
hun ville ikke være trist
og føle sig alene,
hun ville bare smile glad
og muntre og fornøje,
og synge roller udenad
som førstepapegøje.

En dag hun sang sit: "Herregud!"
med munterhedens vane,
og folded' sine arme ud,
som vinger på en svane;
da stod hun i et scenerum,
hvori en kældertrappe
gav genlyd af et publikum,
som grined’ ud'n at klappe.

Og op fra dybet lød et skrig
af gammel frihedslængsel:
"Åh, hjælp mig arme fange i
teat'rets kælderfængsel."
Sofie samled’ al sit mod,
steg ned i trappens mørke,
og fandt en lille and, der stod
i ensomhed og tørke.

Den stod og rappede på vand
den arme grimme ælling,
og stirred’ i en mægtig spand
med øllebrød og vælling.
Sofie løb forfærdet hen
og råbte helt chokeret:
“Spring ikke i, min lille ven,
du er jo deprimeret!”

Så greb hun anden, der var tam,
og kneb en enkelt tåre.
"Du finder nok en rigtig dam
med tiden hen ad åre,"
og græd: ”min lille svaneskat
lad ikke dig forføre;
det er jo dumt og dybt go'nat
at spejle sig i pløre”.

Nu brød hun ud i stille gråd
med sorgens tårestrømme,
mens ællingen blev glad og kåd
og gav sig til at svømme.
Den svømmed’ i det klare vand,
som flød fra grådens hane,
og spejled’ sig og så en and,
som virk’lig var en svane.

Sofie; hun kom godt igen
i stykkets anden scene;
hun huskede sin nye ven,
var ikke mer’ alene.
Og nogle gjorde ikke nar
af det, som havde smertet;
Sofie mødte folk, der bar
en svanefugl i hjertet.

Frank Colding 1992-07…2005-04-20