Jeg sløver tung om bugen,
men burde være vaks.
To gange, helst, om ugen
skal pulsen op på max.
Men det er længe siden,
jeg brugte denne viden.
Se mine golde aks.

Der er kun et at gøre;
at slæbe sig derhen,
hvor lungerne bli’r større
og levende igen.
Man bringer ilt til blodet
får tanker ud af ho’det,
og bliver kroppens ven.

Mit ry som mand er blakket
af dovenskabens fred.
Men nu er tasken pakket;
nu tager jeg afsted.
Her i mit træningscenter
er liv, incitamenter;
her finder kampen sted.

Atletiske rutiner
tar’ hensyn til din krop.
Jeg træner i maskiner
og varmer roligt op.
Besindigt øges pulsen,
helt uden ’hovedkuldsen’,
til svedende galop.

Vi muskelfabrikanter
gør brug af mekanik.
Se trænings-kombattanter
med videnskabens blik;
de trives ved at yrke,
belaste muskelstyrke.
Nu er jeg rask og kvik.

Jeg ranker atter ryggen,
går hjemad stolt og glad;
al sløvhed, tyngde, trykken
forvunden, ta’r et bad;
forstår, at kroppens helse
kan hjælpe sjælens frelse,
at ånd er hjertets mad.

Frank Colding 7. november 2024