Er i det langsomme gear
(Forspil. Se evt. nærmere i noden)
Er i det langsomme gear
med tyngde i kroppen.
Idealernes spir
og Champagnegaloppen
er jag efter vind.
Nu synker jeg ind.
(Mellemspil)
Går lidt omkring, mine ben
er sindige stolper.
Slipper guld, vises sten,
alkymistiske kolber
og træningskoncept.
Kun: hjertets accept.
.
For jeg har rod i et hjem,
jeg støt kultiverer.
Tager fat med klør fem,
mærker trivsel florere.
Det venlige sted,
jeg skaber af fred.
Her fyldes rammerne ud
med ting jeg nu lyster,
som en feminin gud*
på de hjemlige kyster;
er jordnær og ’low’,
i væren, i ’flow’.
.
Snart er det nok, jeg er mæt.
Kom orden, projekter.
Blevet sløv, tung og træt
af spontane accepter
og flygtende ål.
Hvor er mine mål?
Helt uden kvindeligt spil
var tomhed kun givet.
Men, hvad er det vi vil?
Vi vil synge til livet
en sang-maraton
med sprød baryton.
.
Vi har en drengs fantasi
med trang til bedrifter,
med vision, tosseri,
og humøret, der skifter.
En kreativ leg
rumsterer i mig.
Og i det langsomme gear
er tyngde i kroppen.
Idealernes spir
og Champagnegaloppen
bli’r kunst fra mit sind.
Mens jeg synker ind.
Frank Colding 28. maj 2023 og 17.april 2024
*Et billede på maskulin versus feminin kan være
at se det maskuline er som rammen, mens det
feminine er som maleriet, der fylder rammen ud