Forårssolskin ved fjorden,
her, i mit digter-rige.
Men, rundt omkring på jorden
er nød og sult og krige.
Det er lidet, jeg magter
og lidet, jeg kan bære,
mest er jeg vel betragter,
forpuppet i det nære.

Solen varmer, vibrerer,
i hjertekammertonen,
så jeg må manøvrere
her inde fra kokonen.
Vrister tråde og klikker
mig ud på spindelnettet
og taster tryg og sikker
min konto glad og lettet.

De, som lider i smerten,
vil donationen gavne,
med hjælp fra folk i verden,
hvis job det er at favne.
Puppen flækkes med pralen,
så mærkes vinden ruske.
– Nu flakser admiralen
om havens blomsterbuske.

Frank Colding, 2010-04-12