Træernes gyldne kroner
brænder i solens glød.
Bladenes farvetoner
klinger i vindpust og -stød.

Ensomme stier jeg træder,
på livets løvfaldsvej
går jeg alene og græder:
Hvad ville Gud mon med mig?

Var jeg en ener blandt mange
lovende knopper på kvist?
Kårene dér blev for trange,
for jeg sprang ud allersidst.

Visnede før mine fæller,
gavnlig et kort sekund.
Der, hvor kun nytte tæller,
gør al unyttighed ondt.

Opad mod sollysets flamme
rakte mit korte liv,
tro imod rod og stamme
syngende: Opbyg og giv.

Altid mod brugbarhed længtes
sommerens virksomhedskraft.
Indtil hver celle sprængtes,
tabte sin nærende saft.

Nu er jeg bladet på stien,
på livets løvfaldsvej.
Hvor fører nu min higen?
Hvad vil min Gud nu med mig?

Vindene hvisker: "Beskytte,
trøste dig, tro og vid:
livet er mere end nytte!
Hvil dig; der kommer en tid”.

Frank Colding, 23. november 1994