Omme i min hjerne

(Forspil)

Omme i min hjerne
gynger denne melodi,
vil af hjertet gerne
ud at leve i det fri.
Den vil ud at gøre
vores verden mere hel,
synge livet større
i hver blomst og hver en del.

Hjernebark og buske
overfører børn og kald,
hvad kan jeg mon huske
bagest fra min hjerneskal?
Blev jeg ’skrigeungen’
da jeg drattede herned?
Kom de frem på tungen:
disse ord om kærlighed?

Hvad monstro bestemte
jeg sku’ synge denne sang?
Det jeg gemte, glemte,
formes her af sjælens trang:
Drømmen om en verden
uden overgreb og vold:
Frihed, sikker færden
og forhandlet protokol.

Verden glor og griner,
føler jeg i ny og næ,
når jeg skjult velsigner
brødre, søstre, folk og fæ.
Solens skær forkynder
at Guds rige nu er nær.
Jeg går rundt og nynner
håbefuld, ka’ ik’ la’ vær’.

Frank Colding, 23. november 2017