I køkkenet står der en opvask og venter,
og vokser sig større, som trækker den renter,
det meste det kom vist i går klokken atten,
men stakken er vokset i løbet af natten,
som havde en horde spist kæmpemenu
fra midnat og lige til dagningens gry.

Hvem har dog forbrugt mine elleve kopper,
tallerkner i stabler, hvem er det, der propper
bestik ned i gryder og sovs rundt i potter,
er det mon gespenster og glubske robotter?
Ja, de har sgu festet i nat i mit hjem,
og nu kan jeg så rydde op efter dem!

Jeg graver mig ned gennem bunken i vasken,
og kæmper med børsten til vandstrålens plasken,
og skyller de daggamle klatter og krummer
af flader og kanter, imedens jeg brummer:
”Gid alle servicegespenster må fly
til opvaske gemt i en helt anden by.”

Så bli’r der en plads til, at opvaskebaljen
kan fyldes med vand som et led i bataljen;
til venstre er stakken, til højre: stativet,
og så er jeg klar til at kæmpe for livet:
”Stafylo- og colibakterier: bort,
at skrubbe jer væk er min opvaskesport.”

Nu går det ad baljen fra venstre mod højre,
roterer med børsten, jeg kan ikke tøjre
min hævngerrighed mod servicekrapyler,
det ta’r mig, så jeg på det nærmeste kyler
en ske, der er nær ved at smadre en kop,
men før jeg ved af det, er alt vasket op.

Jeg tørrer et fad, så et krus i et klæde,
hvis blødhed beroliger, stilner min vrede,
fordybes godmodigt i det at polere;
refleksglimt fortryller med alfer og feer,
og glassene ringler, som var de krystal,
mens jeg bli’r en prins med et finere kald.

Alt kommer tilbage i skabe og skuffer.
Gespenstet? Ja, det er kun sindet, der bluffer,
det husker jeg godt fra min tid som buddhist,
og nu som den nøgterne rationalist,
der ikke fordobler sin realitet,
men finder hver virkning ved kausalitet.

Jeg nyder lidt kaffe, belønnet og rolig,
og alt er idyl i min solfyldte bolig.
Men et eller andet har trang til spilopper;
på bordet: den første blandt snavsede kopper.
Hvordan blev den brugt? Er den fløjet her hen?
Minsandten om ikke det spøger igen!

Frank Colding 7. februar 2005