Jeg har sejret; jeg er ovre en forkølelse.
Oktobers messinggule trutter mod det blå,
spiller op med denne raske, sunde følelse;
der er meget, som jeg stadig væk vil nå.

Der er delvis luft i begge klarinetterne,
fagotten synger modne bær og frugter ind,
jeg er ikke læng’re øm i koteletterne,
jeg kan smage og har farve på min kind.

Glemt er virusinfektionernes forbandelse,
og de gespenster, der sa’: ”se, du sygner hen”.
Efter kroppens selvbestaltede opstandelse
er jeg sund og glad og fuld af liv igen.

Og jeg priser Arkitekten, Inspiratoren
Vorherre, Altet, Kosmos, Himlens kuppelhvælv,
fordi Han smart har installeret generatoren,
så det synes, at man heler af sig selv.

Frank Colding 9. oktober 2006

 

Anmeldelse ved Sabath Andersen

Om Frank Coldings “Rekonvalescenten. Om at fortsætte livet”
Igen kan man glæde sig over en virtuos omgang med sprog og virkemidler. Og igen i bedste Benny Andersen-stil med hverdagsmenneskets tit bagatelagtige genvordigheder og endnu mere barokke løsninger.

Samt, og ikke at forglemme, den indbyggede dobbelte synsvinkel, der også er så karakteristisk for Andersen – stemmen bag stemmen. For det er jo forfatterens vinkling og ikke hovedpersonens, der er tale om. Og humoren og glimtet i øjet er også forfatterens og ikke den talendes. Det kan som sådan virke lidt udstillende, men er nu mest kærligt eller overbærende ment.

Men her holder så også sammenligningen med Benny Andersen op, og Franks karakteristikon som forfatter tager over. Med et tydeligere aftryk og afsæt til den dybde, der lader sig udlede af det øvrige.

Sidste strofe f.eks. skal i langt højere grad tillægges forfatterens livssyn end den rent sansende og i virkeligheden lidet reflekterende hovedpersons. Ja, hvis personlige historie nu snarere end hovedsagen blot kommer til at tjene som katalysator for digtes overordnede pointe. Der sker direkte det, at slutstrofens udsagn sætter personens tidligere overvejelser over helbredelsen (”Jeg har sejret; jeg er ovre en forkølelse”/”kroppens selvbestaltede opstandelse”) i relief og de derved fremstår som rene misforståelser.

Jeg gentager lige her strofen for at vise, hvad jeg mener:

”Og jeg priser Arkitekten, Inspiratoren
Vorherre, Altet, Kosmos, Himlens kuppelhvælv,
fordi Han smart har installeret generatoren,
så det synes, at man heler af sig selv.”

Altså, man heler ikke af sig seIv, det synes bare sådan, understreges det. Derved toner en metafysisk dimension frem, og i lyset af den svinder den ubetydelige sygdom (en let forkølelse) ind til det rene ingenting, mens humoren til gengæld vokser til morskab over vores indbildske optagethed af eget jeg. Pludselig løfter tekstens grinagtige laveksistentielle problematik sig til en ydmyg indsigt i et langt større og sandere vilkår.

Sabbath Andersen SA (09/09/21)