Dagbladet Roskilde

Skibet er ladet med rytmer og rim

Roskilde-digteren Frank Colding har skrevet ’Sejleren’, som er en bog med 45 digte om det at være menneske

I vidunderligt veldrejede rytmer og rim tager Frank Colding sin læser med på en lyrisk sejlads, hvor eksistentielle storme veksler med hverdage i smult vande. En rejse, der udfordrer med dybde og intensitet og samtidig underholder med en herligt befriende lethed.

Sejleren har sin titel fra et af bogens digte. De fleste af digtene udspiller sig dog på land. Alligevel er det en sigende titel. Der er noget vuggende, men også noget vandrende over rytmerne, som eksempelvis i denne invitation til at gå med på travetur:

Kom lad os vandre mod
Boserup skov,
markedsplads og kræmmerbod
på domkirkens torv,
tage ind og blive mødt
og gå os lette,
tale, trave jævnt og støt
til vi bli´r trætte.

De bedste snakke får man gerne, mens man går tur sammen, og digtet udfolder da også i de følgende syv vers en samtale om tilværelsens store og små cykliske forløb. Med udgangspunkt i en af årstiderne, vinteren, filosoferes:

Vinternatten er musik
og partitur
med hvert lille stjerneprik
i himmelens ur.
Mange folk og tider sang,
hvad døden bringer:
vågne op endnu en gang,
når klokken ringer.

Her spejles menneskers død og genfødsel i stjernernes bevægelse. Endda til akkompagnement af sfærernes musik. Som for oven, så for neden.

Men Frank Colding laver også sjov med tilbøjeligheden til at ville se noget åndeligt bag det fysiske. Et af digtene har den ironiske titel: Virkelighedsfordobleren – om opvaskens uransagelige veje. Heri vidnes om ”gespenster”, som driver deres skjulte spil. Scenen sættes med stakkevis af brugt service fra dagen i forvejen:

I køkkenet står der en opvask og venter
og vokser sig større, som trækker den renter,
det meste det kom vist i går klokken atten,
men stakken er vokset i løbet af natten,
som havde en horde spist kæmpemenu
fra midnat og lige til dagningens gry.

Og længere fremme ser man for sig vandet sprøjte, mens tallerkener vandrer ned i baljen og op igen på den anden side. Digtet ender med at opvaskeren nyder en kop kaffe som belønning for arbejdet – og dermed er det første stykke til en ny opvask blevet til:

På bordet den første blandt snavsede kopper.
Hvordan blev den brugt? Er den fløjet her hen?
Minsandten om ikke det spøger igen!

Det at være menneske indbefatter alt fra dagligdagens rutiner, over parforholdets tilblivelse og glæder, til tanker om død og genfødsel. Frank Colding formår at rumme så store emner i sine digte, give dem form med afvekslende og musikalske rytmer og rim. Hans righoldige sprogunivers skaber billeder og tankerækker hos læseren, og man inviteres til at følge veje, som man ikke har betrådt før.

Naturbilleder, psykologiske strukturer, socialkritiske tanker, filosofiske overvejelser og kristen symbolik indgår i de forskellige digtes univers. Hvert digt får en undertitel med på vejen, som en slags vejviser: Ormen – om at komme i dialog med sin indre kritiker. Vennen – om en stille stund.

Café-crawleren – om at hive sig selv op ved håret over en kop kaffe. Samfundsborgeren – om borgerdyd.

Frank Coldings digte inviterer til at glæde sig ved nuet, se livets magi og åbne sig for mødet med den anden, som han beskriver det i titeldigtet Sejleren – om at drage ud og søge lykken:

Det er godt at være til
og synge sine sange,
stemme sjælens strengespil
med enkle guitar-klange,
åbne til et magisk rum,
hvor skønne verd’ner fødes:
sang er evangelium
og hjerter, der vil mødes.

Jeg synes bogen er dejlig at bladre i og komme i godt humør af. Man inspireres til at tænke over livet, og man opmuntres til at være menneske: Møde den anden, le ad sine særheder og fyldes af underet at vi er til.

Hannelore Herrmann i Dagbladet Roskilde den 23. februar 2010