Jeg klamrer mig til bøger
som giver større mening
og finder det, jeg søger,
tror jeg, i min forening.
Først var det bryllupsdage
med the og lægeurt,
men nu går alt i kage
og virker helt absurd.
Min pen er skarp og vittig,
jeg tåler ikke vås,
det gør mig træt og slidt i
at høre på en gås.

For jeg er venlig, rolig,
kan stille abstrahere,
ta’r bussen til min bolig,
mens pennen eksploderer.
Min skrift og hjertebanken
er helt på Herrens mark,
før jeg får landet tanken
i vers og regneark.

Min pen er skarp og vittig,
jeg tåler ikke vås,
det gør mig træt og slidt i
at høre på en gås.

Jeg ville gerne døse
og ikke provokere,
men skruerne er løse,
så jeg må strukturere.
Man roser mig og siger,
at jeg er ordentlig,
men al den rare smiger
er ikke uden svig.

Min pen er skarp og vittig,
jeg tåler ikke vås,
det gør mig træt og slidt i
at høre på en gås.

Kun planer, som kan bære,
passerer myndigheder,
det er en lodret lære
i lysets spændte fjeder.
Og englesnak der søger
den fikse harmoni,
gi’r trætte ordrebøger,
man straks bør klappe i.

Min pen er skarp og vittig,
jeg tåler ikke vås,
det gør mig træt og slidt i
at høre på en gås.

Men nu må sindet hvile
før hjernen få en prop
og stoppe med at pile
som giftig edderkop.
Vi tar’ det lidt ad gangen
i gruppefællesskab
justerer gradvist klangen
og lytter til vor stab.

Min pen må ha lidt blidt i
den meget skrappe sauce,
lad farver glimte frit i
hver hjerte-tælleprås.

Frank Colding 2014-02-15