Lige nu er jeg tilfreds
(Forspil)
Lige nu er jeg tilfreds,
det varer næppe længe.
Stadig går jeg lidt på græs,
og hviler mine strenge.
Jeg har færdiggjort et værk,
og sunget det i kassen,
følt mig levende og stærk,
den raske dreng i klassen.
Er den glade amatør,
som synger, hvad jeg skriver,
giver livet frisk kulør,
og deler af min iver.
Jeg har ikke noget job
og ingen karriere.
Arbejdslivet blev et flop,
men det er til at bære.
For et liv som pensionist
er ikke trist som døden.
Det kan tænde livets gnist
og blæse ild i gløden,
gøre fri at finde vej
til sjælens stille glæde
ved en solskinsdag i maj
og grøderegnens væde.
Må, som en af Guds de små,
dog takke for de større,
jeg kan rigtig godt forstå,
at de har nok at gøre.
Håber, også de får lov
at øse af talenter,
så en dækning af behov
forøger trivsels-renter.
Alle skal vi dø en dag,
den ting har vi til fælles.
Evigheden er en sag,
som aldrig helt forældes.
Jeg er troens optimist,
jeg dør og lever vid’re.
Snart fra skyen, snart fra kvist,
skal lyren synge, kvidre.
Frank Colding 21. juni 2021
Kommentar af Sabbath Andersen 28. Juli 2021
Om Frank Coldings, “Lige nu er jeg tilfreds”
Jeg behøver vel næppe gentage det, men forunderlig hver gang din mageløse digtekunst. Så lad bare være med at være så beskeden, Frank – niveauet er alt for højt til kategorien, ”den glade amatør”.
Og så er der så megen trøst og livslyst at hente i specielt det digt her, for én der netop har gennemgået et slemt sygdomsforløb, under hvilket modløshed og frygt helt havde overtaget. Tak for det.
SA