(Forspil)

Min krop er mør,
jeg orker ikke gide
som ofte før.
Jeg arme skrog må lide
med lav respekt
og ringe samfundsstatus.
Et sært subjekt,
en lumregøj, en flatus.

Er nu på vej
langt senere end planen.
Men rart for mig,
der stadig øver vanen.
Det er en sport,
at se hvad jeg kan klare.
Og buskomfort
er noget af det rare.

(Mellemspil)

Lov ikke mer’,
end det du tror kan holde.
Og accepter
det som din samfundsrolle.
En moralist
er jeg i dag minsandten.
Og med et twist:
jeg klamrer mig til kanten.

Et borgerbud
er: vi bør tjene, samle
et overskud
til børn og syge, gamle.
Tak velfærdsland.
Jeg bruger på det jævne,
som lille mand
min rest af arbejdsevne.

(Mellemspil)

Nu går det hjem.
Vi sluttede tilfredse
på slaget fem,
og skulle ikke stresse.
Behageligt
kom trivsel på plakaten,
trods morgensvigt
i konkurrencestaten.

Hver har sit kald,
vi skulle gerne tjene.
Men mine tal
er ikke særligt pæne.
Men her er liv.
Jeg tager mig til barmen.
Jeg ved naiv
at sprede hjertevarmen.

Frank Colding 7. januar 2018