Flytte-poeten

Om at være in-between-jobs

Jeg trænger til et job,
for jeg går rundt og hænger
med hoved og med krop
og lange slatne stænger.
Den glade forårssol
når ikke ind i hjertet,
jeg sover i min stol,
lidt sløv og let forhærdet,

og det er godt nok trist,
man vil jo gerne bruges
og have liv og gnist
og synge – ikke blues.
Nu er det ventetid
med golde, slappe dage,
før var her leg og flid,
kun tomhed er tilbage.

Jeg syn’s med min forstand,
jeg skulle noget andet:
Forsøg som flyttemand!
At digte er forbandet.
I morgen ta’r jeg fat,
jeg flytter for min moder,
så bli’r min dag besat
med arbejdslivets goder.

Når dagen er forbi
og skab og suppegryde
på plads i næste hi,
så vil jeg hjem og nyde
at sidde ved mit bord
med digterens strabadser
og flytte rundt på ord,
og ikke flyttekasser.

Frank Colding 30. april 2009