Jeg snuser til en pakke te

 

Jeg snuser til en pakke te
og bliver overvældet.
Hvordan kan det mon lige ske?
(En panisk tåre fældet).
Der stiger ungdomsminder op,
det virker mildt og luftigt.
Vi hørte Beatles og lidt pop
så oprørsk, ufornuftigt.

Og hele verden sku fornys
ved flipper-folkets branche.
Selv puder, krus og fyrfadslys,
blev brunt og grønt, orange.
Til sang og guitarspil og gæk
blev teen vores starter.
En enkelt ser jeg stadigvæk
af gamle kammerater.

Jeg læste i en bog om Kant,
og tog mig blot en pause,
da duften kom, og han forsvandt,
og jeg lod mig forbavse…
Mit indre barn gik mange mil
i flugten fra panikken;
for mor blev psykisk ustabil,
og far blev skiderikken.

”Derhjemme er den fæle røg,
jeg ikke kan fordrage.
Og lig i lasten, gammelt møg,
de søger at begrave.
Der er en stank af led tobak
i møbler og gardiner;
forstandens slette hakke-hak
bag kløgtig-gode miner”.

Oplysning er ifølge Kant:
’vær kritisk, prøv at tænke’,
og frigør dig som protestant
fra traditionens lænke.
Men Kant var næppe kold som is,
han sagde klog og kyndig:
Kom frem og vov at være vis,
i stedet for umyndig.

Men var han også psykolog?
Det gad jeg gerne vide.
Forstod han mon en lille pog,
og alt hvad børn må lide?
Jeg ved, man optog mekanik
som tidens hovedtanke
og ofred’ nænsomhedens blik.
Det er min største min anke.

Dog, inviteret til kritik,
lod sindet vær’ at nøle,
og sagde på et øjeblik,
hvad barnet kun kan føle.
Fornuften er jo observant
og kombinerer viden.
Jeg greb lidt nyt fra barnets kant
som menneske i tiden.

Og jeg kan træffe samfundsvalg
med kryds på stemmesedlen
og tænde lys af voks og talg
og varme vand i kedlen
og skåle i forsonings-te,
blandt venner, for de gamle
og hyggen i en røg-kupé.
Så længe den ku’ samle.

Frank Colding 11. til 30. december 2022