(Forspil)

Tre lattermilde engle
står vagter i mit hjem,
med rangler, der kan ringle
og kalde glæden frem.
De trommer højt på trommer
og holder frydefest,
hver gang de ser Du kommer,
min kære hædersgæst.

De løber Dig i møde
ud ad min åbne dør
med jubeltoner søde
af gyldne fløjterør.
Og når Du så er inde
i mine indre rum,
o, høj’ste højtidstinde,
bli’r engleskaren stum.

Da kommer de og løser
mit stramme tungebånd,
så jeg af ordet øser,
opfyldt af Helligånd.
Basun de trompeterer,
imens jeg flittigt lær’,
hvordan man præsenterer
og slår med ordets sværd.

Nu bli´r de alvorsfulde:
”At skille godt og ondt
må gøres uden kulde,
hvis det skal være sundt.
Lær dig af Hjertevennen,
at intet menneske
er selve djævle-fjenden,
men bed: Guds vilje ske.”

Når vi har spist og drukket
lidt hvedebrød og vin,
er englene opdukket
med hver sin violin.
Så er vi atter frie
i vores glædesrus,
jeg priser Kongens rige
og landet om mit hus.

Der vil jeg altid vandre
med Dig, hos Dig, i Dig,
alene og med andre,
jeg møder på min vej,
og synge med de engle,
som hjemme hos mig bor,
og altid trofast ringle
for Dig og livets ord.

Frank Colding 27. oktober 1994