Forfatterpræsentation

Frank Colding er en national digter i ordets bedste betydning. Han digter om det Danmark, som vi alle kender og holder af. De vekslende årstider, det skiftende vejrlig, døgnets rytmer. Og om sindet der tager farve af det alt sammen.

Når man som læser selv bliver grebet af digterjegets stemninger, er det, fordi de bliver formidlet med en kunstnerisk præcision, der er ganske bemærkelsesværdig.

Det er denne ordkunst – hans sikre greb om sprog, stil og rytme – der falder i øjnene umiddelbart. Men lytter man yderligere ind til teksterne, bliver man tit opmærksom på en nærmest underspillet alvor, der tilfører indholdet ekstra dimensioner af eksistentiel kompleksitet og dybde. Han er ikke nogen letvægtsdigter. Trods det overordnet lyse livssyn, der også giver plads til humor og lune, er hans poesi alt andet end overfladisk og banal.

Frank Colding er et skud på stammen af en klassisk dansk digtertradition, der omfatter nogle af vor litteraturs ypperligste poeter – Helge Rode, Sophus Claussen og nyere folk som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Dog bibeholdende sin helt egen, originale stemme, og kan som sådan i visse tilfælde måle sig med de bedste.

Mange af digtene er der sat musik til og må derfor betegnes som viser. Dem med fokus på det religiøse, som salmer, og hvad disse angår er Frank igen såvel arvtager som fornyer. Som altid overbevisende i udførelse hvilket ikke blot skyldes den digteriske kunnen, men hans faste forankring i troen.

Forfatterskabets styrke beror altså ikke mindst på dets alsidighed, og vil man skaffe sig et overblik over det hele, er det værd at besøge hans hjemmeside www.frankcolding.dk. Hvor man også kan høre de smukke melodier, han selv og andre har komponeret til sangene.

Sabbath Andersen
tekstforum.dk

Frank Colding-digte anmeldt af Sabbath Andersen