Huset vågner langsomt op

 

(Forspil)

Huset vågner langsomt op,
ude tuder blæsten,
morgenradio uden stop
trutter med til festen.
Mine gamle ben kan gå,
se, hvor de kan danse,
podagraen i min tå
kunne lægen standse.

Og nu vaskes vinduesglas
uden store kvaler
på vor boligblok-palads’
fællesarealer.
Selv har jeg en sløret plet
på mit højre øje,
men det klarer lægen let
med sin kunst og møje.

Trods skavanker, nyhedsgys
er jeg optimistisk.
Stadig ser jeg dagens lys
ganske realistisk.
Jeg har endda vid og bid
trods lidt ømme tænder,
lægen finder snart en tid,
er i sikre hænder.

Vi bli’r sundere globalt,
helse ekspanderer,
mange ting, som var fatalt,
kan man nu kurere.
Bæredygtigt, stød for stød,
kæmpes for det gode.
Der bli’r mindre sult og nød
på vor lille klode.

Men, trods alt, man dør en dag.
Angst og sorg og klage
og langfredagsnederlag.
Påskemorgen flage
med opstandelsens ikon.
Håbet vil jeg nære:
Næste reinkarnation
er der nyt at lære.

Frank Colding 8. februar 2022

Node

Klaver