(Forspil)

Jeg har rodet med computer
sammen med en ven.
Han er engageret tutor,
jeg si’r ”øh” og ”men”.
Al teknik skal bare virke,
lystre på en prik.
Skal jeg barnligt lokke, lirke,
går jeg i panik.

Vennen har en logisk hjerne.
Jeg har fantasi,
som desværre lidt for gerne
tænder min fobi.
Han kan lide det at forske,
løse et problem.
Jeg vil ikke tanketorske
med et koldt system.

Ting skal være som de plejer
i et dagsprogram,
som kan klare, at jeg kvajer
mig lidt hjernelam.
Mest er jeg på hjemmebane,
når et lille kim
spirer frem i små spontane,
underfulde rim.

Ser, at rønnens bær står røde.
Grene svajer tungt
i den sene sommers møde
med sit højdepunkt.
Mon den bare står og drømmer?
Ved den mon besked
om en nænsom fred, der strømmer
i al evighed?

Kan den mærke Helligånden
som en energi?
Er dens favorit, chaconnen,
livets melodi?
Føler den sig dybt forbunden
med vor Moder Jord
gennem rødderne i grunden
nær mit hjem, min fjord?

Solnedgangen over skoven,
(daglig ny version),
smiler som en Gud for oven
til en træt person,
som i mangel af en hjerne
bygget til logik,
spurgte ind til livets kerne
med lidt æstetik.

Folk af vældig mange typer
bor på vor planet.
Nogle har en særlig hyper
sensitivitet.
Andre; særligt viljestærke,
leder gerne an.
Hør en forsker kækt bemærke:
”prøv med din forstand”.

Større er mangfoldigheden.
Hvem kan vi forstå?
Lad os åbne os for freden,
tolerancen, få
klare linjer, spøjse bugter,
tjene, hvor vi kan.
Kende træet på dets frugter.
Skænke livets vand.

Frank Colding 27. juli 2023