Selv en vinter kan det ske
at forårssolen dæmrer.
Faldt i snak på en café
om åndelige emner.
Anbefalede en bog
om hjerter, der kan heles.
Hun var kvik til talens sprog,
og sammen ku’ vi deles

om hvad livet havde lært.
Hver blev på egen bane.
Andegården; dét var svært.
Hvordan bli’r man en svane?
Begge kendte sygdom, tab,
at være ’unormale’,
glemt i tankens køleskab
og savne indfølt tale.

Vi gik eksistensens vej
og søgte mod det ægte.
Jeg ku’ mærke livets leg
med varme-/kulde-vægte.
Talte frit om vise folk,
af hvem vi bedst kan lære,
som i glimt bli’r sjælens tolk,
gør korset let at bære.

Lukketid er klokken fem.
”Farvel”, hun giver hånden.
Den er fast; nu går jeg hjem.
”Dér mødtes vi i ånden”.
Tanker, ønsker, hvirvler op,
det må jeg li’godt sande.
Ilden og min snurretop
må sagtnes, roligt lande.

Godt at gå en lørdagstur,
her, morgendagen efter.
Tage sig en middagslur,
og komme lidt til kræfter.
Pusle om et lille digt
med gloserne på bordet.
Danne sig en oversigt
alene på kontoret.

I en hvælvet kirkekrypt
dér mødte jeg en fremmed.
Begge talte klart og dybt,
end ikke jeg var hæmmet.
Ydre scene: En café,
hvor in- og ekstroverte
øver livets ABC:
at dele fra sit hjerte.

Frank Colding 17. februar 2024