Jahve er en nidkær gud,
må man ha' in mente.
Tænk blot på det første bud
i Gamle Testamente:
Du må ikke tage del
i dans om gyldne kalve.
Gud vil ha' dig fuldt og hel
og ikke kun i halve.

Dydens sti er trang og smal,
ved enhver forkynder.
Jeg bekender straks mit fald:
Jeg er en arme synder.
Jeg begår den slemme synd
at falde for en afgud.
Gudens navn er Hængedynd.
O, ve mig arme udskud!

Hængedynd tilbeder jeg
fra mit sofaleje,
hvor han lumsk forfører mig
til dovenskabens pleje:
"Læg dig i apatisk døs
og ophør med at gide,
vend dig slap og viljeløs
om på den lade side,

gentag denne lille sang:
‘intet at bestille,’
spil min plade gang på gang
i denne ene rille."
Sove hele dagen bort?
Ja, hvorfor sku' man orke
knokle? Livet er for kort!
Begynder så at snorke.

Vågner med et grynt og smask,
føler jeg har syndet.
"Gud, der faldt jeg i pladask,
en dag i hængedyndet."
Lover nu højtideligt,
at jeg vil ta' mig sammen.
Gaber så ugideligt
og lukker med et "amen."

Hør du gamle Jahve-Gud,
jeg vil ydmygst klage:
Dine bud er strenge bud!
Jeg lover dog at jage
denne slemme parasit
til Hængedynd af huse,
hvis du la’r mig flirte lidt
med digtekunstens Muse

Frank Colding, 1995-08-30