Det var en tidlig morgenstund,
og efter nogen traven
to kvinder spurgte: "Hvordan mon
vi kommer ind i graven?"
De ville salve Jesu lig,
men stenen skulle rokkes fri,
mon nogen ville hjælpe?

De nåede til grotten frem,
sekunderne blev lange,
for jorden skælved’ under dem,
og de blev meget bange.
De så til deres store skræk,
at stenen nu blev rullet væk
af en af Herrens engle.

Han strålede som lynets ild
og kaldte dem i møde,
mens vagterne så tavse til,
forskrækket, nærmest døde.
"Frygt ikke, kvinder! Hør nu blot,
jeg ved det allerede godt:
I søger en korsfæstet."

"Hans navn er Jesus, ikke sandt?
Guds søn, det er Han, manden!
Sig Hans disciple, hvad I fandt,
fortæl Han er opstanden.
Kom, prøv nu roligt at forstå;
se, der er stedet, hvor Han lå;
Han er her ikke mere."

Med glæde og med frygtsomt håb
begav de sig tilbage.
Da hørte de et venligt råb:
"Vær hilset alle dage!"
Og da de op fra stien så,
fik kvinderne nu øje på
Vor Frelser Jesus Kristus.

Der kom Han levende og glad
dem begge to i møde.
Og mens de for Hans fødder bad,
begyndte Han at nøde:
"Gå straks til mine brødre hen
og sig at deres bedste ven
i sandhed er opstanden."

Beret nu, venner, viden om,
at denne påskemorgen
opstod Han sejrrigt og kom
forbi langfredagssorgen.
Ved Ham kan også vi opstå;
Han viste vejen, vi kan gå,
fra døden ind i livet.

Frank Colding 1995, 2009, 2011