(Forspil)

Tem’lig blå og kampberedt til krig
fødtes jeg og skreg mit første skrig,
anså der i lyset det for givet,
jeg sku’ bli’ til noget stort i livet.
Men Vorherre lod sig ikke imponere
af brølet, jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Brølerølerøle tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Tiden gik og jeg blev vældig stor,
fik en potte af min far og mor,
så en pølle, som jeg selv had’ lavet,
vidste straks, at jeg var højt begavet.
Men Vorherre lod sig ikke imponere
af pøllen, jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Pølleølleølle tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Da jeg kom i skole stod det klart,
at jeg skulle fremad i en fart,
stræbte ivrigt for at producere
overflod af høje karakterer.
Men Vorherre lod sig ikke imponere
af stræbet, jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Stræberæberæbe tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Under værnepligten var jeg skrap
til at løbe væddeløb om kap,
faldt en dag og fik en pandebule,
nederlaget lod sig ikke skjule.
Men Vorherre lod sig ikke distrahere,
da jeg måtte kapitulere.
Han sagde bare:
Tabeabeabe tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Derpå gik jeg rundt i nogle år,
ømmed’ mig og slikked’ mine sår,
løste så en dag den dunkle gåde:
først i faldet tog jeg mod Guds nåde.
Men Vorherre lod sig ikke imponere
af tanken jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Nådegådegåde tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Præst og lærd, det blev mit høje kald.
Trøstede, når flaget stod på hal’.
Prækede på søn- og helligdage,
kaldte tabte syndere tilbage.
Men Vorherre lod sig ikke imponere
af præket, jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Prædkerædkerædke tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Jeg var stadigvæk en stræbsom rad,
tog en teologisk doktorgrad
på at regne ud, at Gud er fjollet,
fik et hæderstegn i våbenskjoldet.
Men Vorherre lod sig ikke imponere
af graden, jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Fjolleolleolle tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Jeg blev både rasende og gal,
skreg til Gud, at Han var for banal,
fik en prop og derpå en defekt
dybt i hjernens strenge intellekt.
Men Vorherre lod sig ikke distrahere
af skriget, jeg kunne præstere.
Han sagde bare:
Skrigerigerige tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Ud af skriget kom, Gud ved hvordan,
klarhed og en nyfødt selvforstand,
da jeg gradvist indså, jeg desværre
ikke kunne måles med Vorherre.
Og Vorherre kunne sagtens acceptere
at skulle betyde lidt mere.
Han sagde bare:
Måleåleåle tralulalej
mit kære barn, jeg elsker dig.

Her er jeg, en glad emeritus,
kører rundt på mimrekort i bus,
trækker vejret dybt i begge lunger,
synger vrøvlevers i høje tunger,
medens alle de andre passagerer
tålmodigt, bekvemt resignerer
og la’r mig rable:
Gullerullerulle tralulalej
min kære Gud, jeg elsker dig.

Frank Colding 1996-08…2005-01-08