Jeg blev underlig og gal,
du er vel stadig rystet,
og jeg tog på hospital
faldt det mon dig for brystet?
Sås det hele som et svigt?:
”Han valgte at forsvinde”?
Mit svar er: ”Nej” og dette digt.
Hæng på du kære kvinde!

Bedreviden gør mig harm,
man føjed’ spot til skammen
ved at kalde mig for barn
og mene: ”tag dig sammen”.
Tog til sidst ansvarligt ind,
hvor bedre hjælp ku’ findes.
Tilliden er ikke blind,
men vokser ved at vindes.

Står, er både gal og flad
og savner kraft og muser,
tager mig et iskoldt bad,
som åbner åndens sluser;
gisper højt og skråler vildt
og fylder mine lunger
helt med ren og ubrugt ilt
og synger så det runger.

Åh, det er så skønt, så skønt
at forårssolen skinner,
marts gør håbet lysegrønt,
måske vi atter finder
ind på eventyrets vej,
hvor trængslerne de ender,
med at både du og jeg
går videre som venner.

Vi ku’ træde nok en sti’
og endnu mer’ intime
bade nøgne sammen i
den dobbelte kabine;
vaske mareridtets sved
og rynker ud af panden;
bruse vand og kærlighed
i huden på hinanden.

Vand fra dybets undergrund,
er det en fælles åre,
som kan gøre rask og sund,
som heler – eller sårer?
Ærgerligt at du så blind
min kvindelige stjerne
ikke ser med roligt sind
på skaden i min hjerne.

Jeg må tage medicin,
jeg vælger klart tabletten
frem for tanke-melodi’n:
”Fordømte ta’ biletten!”
Dette hospital er trygt
med ro og single-bruser.
Kom, besøg mig uden frygt
og lad os ta’ en knuser.

Der var dyb fortrolighed
imellem vore kroppe.
Mange kærtegns kærlighed
holdt vores forhold oppe.
Bagom mangelfulde ord
blev skabt i kroppens minde:
Sjov og ømme jubelkor!
Lev vel, du skønne kvinde!

Frank Colding 2002-03