(Forspil)

 

Jeg sidder her og drømmer,
jeg dygtigt holder skruen
i vandet,
men nu går jeg i stå.
Samvittigheden ømmer
sig, henter vinterhuen,
”forbandet,
må altså ud at gå!”
Runderer langsomt blokken.
Jeg arme lille dåre
er lænset
for ord om kæmpedåd.
Forkorter tommestokken,
talentets digteråre
begrænset.
O, stolte gummibåd.

 

Nu kommer kattepinen,
nu er det på med vanten.
Og vanen
skal frelse mig i land:
En tur i romaskinen.
Her sejler jeg minsandten.
Se, planen
kan faktisk holde vand.
Stoltserer hjem og drømmer,
at træning holder skruen
i vandet,
men går reelt i stå,
har sluppet mine tømmer
og tuller rundt i stuen,
som strandet
apatisk i det små.

 

Her står jeg tom og bange
så formålsløs, forhærdet
og gnaven,
men hvorfor, og hvordan?
Jeg vil jo synge sange,
som rammer dig i hjertet
og maven
og taler med forstand.
Gud, tø min frosne vilje,
bad mig i hjertesolen,
kom varme,
lad barnet tulle rundt
i ly af sin familie,
med fa’ren i gondolen
hvis arme
vil skærme imod ondt.

 

Nu stilner storm og trusler
i havnen med de kære.
Vor hygge
er atter vel om bord.
Jeg går omkring og pusler
stilfærdigt, mens jeg nærer
det trygge,
som var jeg barnets mor,
Er det mon en gudinde,
måske en indre mester,
jeg mærker?
Hun føder livet smukt,
er sejlerens veninde,
er landet, som han gæster,
hvor lærker
besynger Jordens frugt.

 

Jeg går en tur i regnen.
Mit træningscenter: lukket!
Corona
har sat en del i stå
globalt og her på egnen.
Og trylleskæret: slukket!
Fortuna
er borte i det grå
blandt gamle glemte guder
og ny ideers fylde.
Tilbage
er kun en kølig ro.
Og regn bag matte ruder
kan ikke af-fortrylle
de dage
med hjertets Kristus-tro.

Frank Colding 25. februar til 30. april 2020

 

 

Sabbath Andersen 01/05/2020 kl. 7:31 pm i Tekstforum.dk

Et smukt digt, med den sædvanlige balance mellem lune og mere alvorlige takter. Og, jeg må igen sige – for jeg ved ikke hvilken gang – hvor er du bare en suveræn rimsmed. Ingen ”simple” par- eller krydsrim”, med kunstigt omvendte ordstillinger for at få det til at passe – nej, nej! Et kompliceret, men fuldstændig utvungent rimmønster ja! Det flyder så ufattelig naturligt. Den kunst er der ikke mange, der kan gøre dig efter.

Tilbage til indholdet. Og et af dine andre specialer: Inddragelsen af vidt forskellige virkelighedsdimensioner, lige fra det lave til det høje. Men i fuldendt balance. Og i den forbindelse rinder mig igen salig Benny Andersen i hu, som det er sket så tit (en mand, du i øvrigt sagtens kan måle dig med).

Her, (fra hans digt ”Det er høje tid”: ”min hat/ min frakke/ mine cykelspænder/ det er nu eller aldrig” En parallel til din jegpersons store drømme om kæmpedåd, der aldrig rigtig bliver til noget.

Kun ville den kulturradikale Benny Andersen ikke tage et udtryk som ”hjertets Kristus-tro” i sin mund, Hvilket du omvendt ikke er bleg for.

Det med at rappe, som jeg luftede i en tidligere kommentar, blev pure afvist. Det var nu vist også godt det samme – det ville være totalt i modstrid med dit digter-DNA. Ligesom enhver tanke om at droppe rimene – kun forsøgsvist forstås – ville være næsten blasfemisk.

Jeg siger det, fordi forslaget ikke desto mindre indgik som en skjult finte i min foregående kommentar, uden at det vist blev bemærket. Med det fromme ønske om at give din poesi et nyt og mere fuldtonet, koncentreret udtryk, hvad angår den eksistentielle problematik. Hvor jeg diskret advarede mod, at såvel det knirkefrit formfuldendte, som de humoristisk afvæbnende udsagn kan stå i vejen for noget sådant.

Men glem det! Det er slet ikke til at tænke på, at man som læser skulle undvære, hvad jeg lige for lidt siden har rost til skyerne.

SA