(Forspil)

Nu skal pulsen op
i min dovne krop,
længe har jeg siddet på min flade.
Ikke sløve mer’
ud, hvor sneen sner,
trave rask ad sti og vej og gade.
Ilt og blod og liv
til mit gangstativ,
styrke marv og knogler i skelettet.
Pumpe blodet rundt,
hjertets muskelbundt
glæder sig til røven bliver lettet.

Morser desperat
kom nu op i fart
hvorfor sidde dér og spilde dagen.
Det bli’r skæppe skønt,
sneen ligger kønt,
aldrig så man lige eller magen.
Lytte til forstand
må en hædersmand,
dovenskab gør menneskene syge.
Himlen bliver blå.
Altså: ud at gå.
Det var kun en lille bitte byge.

Traver på min tur,
går fra mol til dur,
langs med sneens klare hvide flader.
Raske, mine fjed.
Spejder frem og ned.
Vejen saltet klar i byens gader.
Fjorden ligger smukt,
mens jeg styrer lukt
rytmisk over stok og sten med mere.
’Ingen romantik
for dit digterblik’,
prøver jeg at rationalisere.

Blive ved sin sport,
holde snoren kort,
hjertepulsen oppe, sved på panden.
Præmier og gevir.
Videnskaben si’r
kroppen er en jæger på savannen.
Atter i min blok
digter jeg amok
med min lejrbålsfortællerhjerne,
Mens en vis portion
civilisation
lander det på skærme i det fjerne.

Frank Colding 14. januar 2021